Elitesportsudøvere: Gjort af et særligt stof?

Sport er godt for alle. Det udløser endorfiner i hjernen, og så hjælper det kroppen med at regenerere sig selv og forlænge sin levealder. Der er masser af gode grunde til at dyrke sport. Og selvom ikke alle har lige nemt ved at komme op af sofaen, har de fleste det dejligt efter en omgang tennis, fitness eller løbetræning.

Men hvad er grunden til, at nogle mennesker bare må ned i træningshallen selv på en doven søndag eftermiddag? Hvorfor er der nogle mennesker, der ikke kan leve uden at dyrke sport og motion? Kort sagt: Hvad skal der til for at blive en elitesportsudøver? Det undersøger vi i denne artikel.

Foto: Pixabay. Licens: Creative commons CC0

 

Konkurrenceelementet er afgørende

I 1970’erne blev den såkaldte teori “Self-determination theory” udviklet – “selvbestemmelsesteorien”. Teorien er en psykologisk analyse af, hvilke faktorer der skal til for at motivere mennesker. Den er flere gange blevet brugt på elitesportsudøvere af den grund, at sportsfolk af den kaliber som oftest har en motivation for deres erhverv ud over det sædvanlige. Ifølge “The Self-determination theory” har mennesket tre basale, psykologiske behov: Kompetence, autonomi og relaterethed.

Det lyder måske umiddelbart lidt abstrakt. Men de fleste vil nok nikke genkendende til de tre behov, som teorien beskriver. Kompetence handler nemlig om at føle, at man er god til noget, og at man præsterer, når man bliver udfordret. Autonomi giver én en følelse af at have kontrol over sine handlinger og at mærke sin frie vilje til at gøre ting. Relaterethed derimod handler om at føle sig knyttet til andre mennesker og indgå i sociale relationer og fællesskaber. Ifølge mange forskere er disse tre behov særligt udtalte hos mennesker, som dyrker sport på eliteniveau.

For i modsætning til nogle mennesker, bliver disse typer ikke skræmt af konkurrence. Tværtimod giver konkurrenceelementet dem en øget følelse af at være gode til noget – en følelse af kompetence. At være herre over sine handlinger er også et udpræget behov hos elitesportsfolk, fordi de oplever en høj grad af personlig udvikling, når de dyrker deres sport. Og mange sportsmennesker nævner fællesskabet og det sociale miljø omkring deres træning som helt afgørende i deres motivation for at tilbringe et uendeligt antal timer i træningsrummet. De sætter f.eks. pris på en engageret og anerkendende træner og på at være en del af et engageret hold.

Forskellige på motivationen i forskellige lande

Det med den personlige motivation i form af personlig udvikling og konkurrencelyst skal dog tages med et gran salt. For naturligvis gælder disse “luksuskriterier” i højere grad for sportsstjerner i for eksempel Skandinavien end for professionelle sportsudøvere i mindre privilegerede lande.

Tag for eksempel en professionel løber fra Kenya. Her kan det tænkes, at hans motivation for at blive den allerbedste inden for sit felt hænger direkte sammen med ønsket om at forbedre sine sociale vilkår. Det er ingen hemmelighed, at der følger penge med at være en af verdens bedste inden for en sportsgren. At komme hele vejen til tops og dermed forbedre sin økonomi og sociale status kan derfor være en motivation i sig selv for sportsudøvere, der kommer fra svære kår.

I Danmark er virkeligheden en anden. Her er antallet af sportsfolk, der er dygtige nok til at blive professionelle måske mindre i for eksempel Afrika. Men de, der når til tops, er typisk motiverede af andre og mere psykologiske faktorer end social forbedring og penge.

Passion og glæde ved sporten

Den canadiske idrætspsykolog Nicolas Lemyre, der er centerleder for coaching og psykologi på Norges Idrætshøjskole har studeret, hvad der motiverer de dygtigste sportsudøvere.

“I lande som Rumænien, Bulgarien og nogle af de asiatiske lande, er topidrætsudøvere villige til at præstere på et højt niveau, fordi det er en måde at komme ud af vanskelige forhold. I Skandinavien er motivation den vigtigste faktor for at præstere”, har han udtalt i et interview.

Og hvad er det så helt præcist, der motiverer de allerbedste fodboldspiller, tennisstjerner og boksefanitikere i Danmark? Det kan siges kort: Passion.

“Hemmeligheden er, at det, man dyrker, giver mening. Glæden ved sporten, og at sporten gør udøveren lykkelig. Når jeg er ude som coach er der udøvere, der dyrker idrætten, fordi den gør dem så utroligt glade, de vil intet hellere end at stå på ski”, siger Nicolas Lemyre.

For at sportsstjerne skal blive ved med at præstere og være motiverede for at vinde den næste medalje, er det derfor afgørende, at den oprindelige glæde ved sporten bliver bibeholdt og dyrket, mener psykologen.

Anja Andersen elsker timerne i træningshallen

At det handler om at være vild med det, man laver, kan den forhenværende håndboldsstjerne Anna Andersen nikke genkendende til. I et interview med avisen Dagbladet Information fra 2013 beskriver hun, hvordan træningen simpelthen bare gør hende glad i låget.
“Det kræver træning. Timers og timers træning. Og når det kræver så meget træning, så kræver det, at jeg kan lide det – det handler om lyst. Der var ikke nogen, der bad mig gå ned og træne, jeg gjorde det, fordi jeg elskede det, og fordi det blev ved med at interessere mig, hvad den bold kunne. Jeg har altid været mest til træning. Meget mere end til kamp”, siger hun.
En anden forsker, som har beskæftiget sig med idrætsmiljøer og idrætspsykologi er Mette Krogh Christensen fra Syddansk Universitet og Aarhus Universitet. Til Dagbladet Information har hun fortalt, at der bruges ekstremt mange kræfter i sportsklubber og sportsmiljøer på at “skabe” elitesportsstjerner.
“Det er ikke sådan, at en mand eller kvinde træner og træner helt isoleret, og så lige pludselig dukker atleten op som elite. Det er ikke, fordi det aldrig kan ske, men det er sjældent. Udvikling af elite foregår langt mere systematisk, de fleste eliteudøvere har været en del af et eliteorienteret miljø under deres udvikling”, siger hun.
Den danske fodboldmanager og tidligere spiller, Kasper Hjulmand, er enig.
“Hvis du taler med de helt unge eliteudøvere, så taler de tit om, at deres succes hænger sammen med, hvor meget de har trænet. Hvis du taler med ældre eliteudøvere, så fortæller de alle om, at deres succes handler om de miljøer, der gjorde dem til gode atleter. Det er helt afgørende for talentudviklingen, at en 14-årig otter kan se, at otteren på superligaholdet gør præcis det samme, som han selv,” har han udtalt til Dagbladet Information.

“Der kommer et bæst op i mig”

Den professionelle svømmer Jeanette Ottesen Gray er et godt eksempel på, at konkurrenceelementet er vigtigere for elitesportsudøvere, end det er hos de fleste. Med træning seks dage om ugen har hun formået at vidne både EM og VM-guld og et hav af andre medaljer nationalt og internationale.

“Det er konkurrencen, der får mig i vandet. Jeg elsker ikke bare at træne, jeg elsker ikke det skidekolde vand om morgenen, og hvis jeg ikke havde et mål, kom jeg ikke ud af sengen. Men jeg elsker at konkurrere, og hvis jeg skal kunne det, hvis jeg skal kunne lave gode resultater, er det det, der skal til”, har svømmeren udtalt.

Hos Caroline Wozniacki, som er den mest vindende, kvindelige tennisspiller, er det også konkurrencen, der er det afgørende for hendes passion.

“Jeg har en dejlig livsstil, men tennis er min passion. Det er det, jeg kan. Jeg har aldrig spillet for pengenes skyld. Sejrene og trofæerne er min motivation. Når det forsvinder, så ved jeg, at det er tid at stoppe”, har hun udtalt til avisen Politiken.

Hos Jeanette Ottesen Gray er det ligefrem sådan, at der kommer et “bæst” op i hende, når hun befinder sig midt i en konkurrence.

“Der kommer et beast op i mig, jeg bliver ond og tænker kun onde tanker. Lige så snart jeg slår ind efter at have svømmet, så er det væk. Så kan jeg sagtens give mine konkurrenter et kram”, har hun fortalt.

De mest krævende sportsgrene

Og hvilke sportsgrene kræver så, at man finder sit aller ondeste bæst frem?

En gruppe af sportsforskere, og sportsjournalister har sammen med det amerikanske sports-site ESPN udarbejdet en analyse af, hvilke sportsgrene, der på eliteniveau er de fysisk mest krævende i verden. Udholdenhed, styrke, kraft, hurtighed, smidighed, fleksibilitet og hånd-øje koordination var de faktorer, de brugte til at udføre analysen.

Måske lidt overraskende finder man tennis på syvende-pladsen over de mest krævende sportsgrene. Fordi man som tenniskamp konstant er “på” og skal forholde sig bolden hele tiden, er det en meget krævende sport både fysisk og koordinationsmæssigt. Man løber hele tiden, og kampene varer typisk flere timer på eliteniveau.

På sjette-pladsen finde man sportsgrenen Mixed Martial Arts (MMA). MMA er en moderne kampsport, som kombinerer flere forskellige sportsgrene. Der kræves derfor både styrke, reflekser og fysisk stamina, hvilket gør MMA til en af de mest udfordrende fysiske udøvelser.

Brydning er også en enormt udmattende sport. Som bryder bruger man nemlig stort set alle sine muskler hele vejen igennem en kamp, og man skal konstant være på mærkerne og have en høj grad af fysisk udholdenhed.

Basketball er måske ikke blandt de sportsgrene, man normalt tænker på som en af de mest krævende. Men tag ikke fejl: De pludselige, hurtige bevægelser, det konstante løb og de mange, høje hop gør basketball til en af de mest udfordrende sportsgrene.

På tredje-pladsen over de mest krævende sportsgrene finder vi rugby. Rugby kræver nemlig en solid muskulatur og evnen til at modstå slag, skaller og skub i over de 80 minutter, en kamp varer. For at være en dygtig rugbyspiller skal man altså være både tung, stærk og hurtig på én gang – og det er ikke så nem en sag!

Den næst-mest krævende sportsgren er ishockey. Her er spillerne i konstant fart, skal kunne ændre retning med lynets hast og være i stand til at modstå nogle ret så hårde sammenstød med de andre spillere og væggene, der omkranser banen.

Du har måske gættet det? Den mest krævende og fysisk udfordrende sportsgren i verden er: boksning. Her kræves der både styrke, kraft, udholdenhed og evnen til at kunne tage mod en masse slag. Professionelle boksere er derfor nogle af de mest veltrænede atleter i verden, og det siger ikke så lidt.

Gråzoner

Der er nok ikke noget at sige til, at det kræver en helt særlig motivation for at blive elitesportsudøver. Man skal både elske timerne i træningshallen, have en konkurrenceånd ud over det sædvanlige og føle, at man udvikler sig personligt, når man dyrker sin sport. Heldigvis er det også tilladt at dyrke sport for hyggens skyld, og der er naturligvis gråzoner: Man kan sagtens være en entusiastisk sportsudøver, selvom sport ikke er hele ens liv. For at vinde VM-guld kræver det dog nok, at man er gjort af et helt, helt særligt stof.