De Største Skandaler i Dansk Sport

Denmark

Lovlige bookmakere i Danmark

Betroet af brugerne

Opdatere på

Doping, slagsmål, snyderi og fængsel. Vi gennemgår nogle af de mest kontroversielle, pinlige og saftige kontroverser i dansk sportshistorie. Forbered dig på skandaløse, vilde og af og til også sjove historier, når vi gennemgår de største skandaler i dansk sport nogensinde.

Når vi undersøger de største skandaler i dansk sport, er det relevant at overveje de faktorer, der spiller ind i verdenen af sportsvæddemål. For dem, der ønsker at få mere indsigt i dette område, er det vigtigt at forstå de forskellige aspekter af væddemålsbonusser. Dette inkluderer muligheder som Comeon Bonuskode, Unibet Bonuskode, eller Mr Green Sport Bonus. Hver af disse tilbud kan give en anden dimension til din oplevelse med sportsvæddemål. Udforsk disse muligheder for at få en dybere forståelse af, hvordan de kan integreres i din interesse for sport.

Bjarne Riis var mand for en af de største skandaler i dansk sport nogensinde. Foto: Marco Ullrich CC-SA 4.0

Den skaldede ørn og den forsvundne kylling – cykelryttere på sprøjten

Frank Høj, Per Pedersen, Jesper Skibby, Bo Hamburger, Mikael Kyneb, Rolf (“Er ren”) Sørensen, Brian Holm… listen af danske dopingsyndere er lige så lang som Tour de France ruten, og man kunne nærmest lave en liste over de største skandaler i dansk sport alene baseret på cykelsport.

Af alle lortesagerne skiller to sig dog ud, nemlig Bjarne Riis’ sag i kølvandet på Tour de France sejren i 1996, og Michael ‘Kyllingen’ Rasmussens forsvindingsnummer i 2007.

Når Bjarne Riis’ skandale blev så stor, handler det selvfølgelig først og fremmest om, at han var den første danske vinder af det samlede klassement, og han var blevet modtaget som en folkehelt.

Hans mange interview spillede da også en rolle. Et interview, der efter hans tilståelse blev bragt op til overfladen igen, var hans skamløse tuderi og strøm af løgne, da anklagerne først kom frem.

Et andet ikonisk klip var det smørrede smil, da han ved en anden lejlighed blev spurgt til, om han dopede sig. I maj 2007 indrømmede Bjarne Riis, at anklagerne passede, og der kunne sættes punktum for en af de største danske skandaler i sportens verden.

Kyllingen basker med vingerne og går i flyverskjul

Michael Rasmussen stod i samme år for en anden stor dansk skandale ved Tour de France. Med fire etaper tilbage førte han med en komfortabel margin løbet, da han pludselig blev først suspenderet og sidenhen fyret og smidt ud af løbet.

Sagen drejede sig om, at Michael Rasmussen hævdede at opholde sig i Mexico på et tidspunkt op til Tour-starten, hvor en kollega hævdede at have set ham i Italien. Rasmussen kunne hverken svare overbevisende på, hvor han havde befundet sig, eller overbevisende afvise de mange doping-anklager, han nu blev mødt med.

Rasmussen blev efterfølgende udelukket i to år, og siden har han været involveret i en lang række søgsmål frem og tilbage på grund af de mange sager om sin person.

Da ‘Oscar’ loggede på internettet

Det var ikke sjovt at være Brøndby-fan i midten af 10’erne. Trods store investeringer kæmpede klubben ikke med om de sjove pladser, og frustrationerne var til at tage og føle på. Mange fik afløb på Sydsiden Online, et forum for Brøndby-fans, og en af disse fans kaldte sig “Oscar”.

Med tilsvininger af daværende sportschef Per Rud: ”Per Rud var og er aldeles 100 procent inkompetent. At Aldo (Petersen, daværende formand) – egenhændigt – ansatte en træner, der aldrig havde trænet et seniorhold og samtidig en alt mulig mand fra en klub, der ikke har præsteret siden 70’erne er den største dumhed der er begået – og guderne skal vide det har kostet en rumraket” og træner Thomas Frank: “Per (Rud, red.) og Thomas (Frank, red.) tog så mange vanvittige beslutninger tilsammen på grund af uvidenhed og manglende erfaring – det vil ikke ske under Troels.” og i øvrigt flere af stjernespillerne i klubben havde Oscar klare holdninger til, hvordan klubben blev drevet. Vil du læse flere afsindige anklager, så findes de i overflod her.

Hvad Oscar dog ruttede med, var, at han i virkeligheden var bestyrelsesmedlem i klubben, Jan Bech Andersen, og i øvrigt personligt havde investeret store dele af de summer, som han kritiserede slutproduktet af.

Da han endelig stod frem og bekendte kulør efter at være blevet presset af andre brugere på siden, var det en presset træner, der havde svært ved at komme med et passende svar på tiltale til sin arbejdsgiver.

Sportschef Per Rud var allerede ude at døren, og kort efter fulgte Thomas Frank, der i dag træner Premier League holdet Brentford, trop.

Baneløberen-Danmark 3-3

Der var skæbnekamp mod arvefjenden på menuen, da Danmark den 2. juni 2007 skulle møde Sverige i EM-kvalifikationskampen i Parken. Med Spanien som tophold i gruppen så de to hold ud til at skulle kæmpe om at komme med som toer.

Kampen fik en katastrofal start, og efter blot 26 minutter førte svenskerne med hele 0-3. En Agger-reducering inden pausen gav dog en smule håb, og i 2. halvleg bragte først Jon Dahl Tomasson og derefter Leon Andreasen balance i regnskabet. Danmark havde dog stadig brug for en sejr, og begge hold kæmpede indædt. I det 89. kogte det over.

Svenske Markus Rosenberg lykkedes med at tirre Christian Poulsen, der tabte hovedet og stak Rosenberg en knytnæve i mavesækken. Dommeren takserede det til rødt kort til Poulsen og svensk straffespark.

På lægterne sad en dansk tilskuer, der i løbet af dagen havde drukket som et hul i jorden. Da det gik op for den fulde, kvabsede tilskuer, hvad der var blevet dømt, stormede han ind på banen for at forsøge at angribe dommer Herbert Fandel.

Til alles held stod granitblokken Michael Gravgaard imellem, og vagterne fik fodboldtossen pacificeret, men sportsligt var skaden sket. Danmark blev dømt som taber af kampen med 0-3, idømt en bøde og forment at spille de næste kampe i Parken. EM glippede og fodboldtossen blev både idømt ubetinget fængsel og en stor bøde.

Det var alt i alt en aften, hvor der kun var tabere og med længder en af de største danske skandaler i sport.

“Den største skandale i dansk eliteidræt nogensinde”

Det blev kaldt “den største skandale i dansk eliteidræt nogensinde”, da direktør i Danske Elitesportsudøveres Forening, Mads Øland, udtalte sig om kammeradvokatens rapport i 2020 om forholdene i dansk elitesvømning.

Rapporten var blevet udarbejdet i kølvandet på DR Sportens dokumentar, ‘Svømmestjerner – under overfladen’, og i den fremgik det, at trænere i perioden 2003-2014 havde udsat de danske elitesvømmere for grænseoverskridende adfærd i form af ydmygelser, offentlige vejninger og mobning.

Det fremgik også, at den tidligere landstræner Mark Regan havde indført de offentlige vejninger i 2003 og var fortsat med dem fra 2005-2012, selv efter han var blevet påbudt at afvikle brugen af dem.

Problemet var dog ikke kun med Regan. Hans arvtager, Paulus Wilderboers, havde således fortsat et rædselsregime, der blev beskrevet en “frygtkultur”, og havde blandt andet udleveret slankepiller til flere af svømmerne.

Resultatet for ofrene var spiseforstyrrelser, angst, stress og flere tilfælde af depressioner. Efter offentliggørelsen af rapporten, stoppede Dansk Idrætsforbund samarbejdet med direktøren i Dansk Svømmeunion, Pia Holmén Christensen. Det var under hendes ledelse, at mere end 10 års chikane af elitesvømmere havde fundet sted.

Snyd på Counter-Strike serverne

Nuvel, ovenpå fysisk og mental chikane af sine egne sportsudøvere, så batter lidt snyderi i en sportsgren, der afvikles på en computerskærm, måske ikke det store. Men i e-sport verdenen var det en kæmpe skandale, da det danske hold Heroic blev knaldet i at have snydt, og på grund af omfanget af sagen mener vi, den skal i betragtning blandt de største skandaler i dansk sport.

Heroic var langt fra det eneste hold, der benyttede sig af en bug i spillet, som ledte til en efterforskning af i alt 37 trænere, men de var det eneste danske. Og deres snyd gik blandt andet ud over et andet dansk hold, Astralis.

Heroics snyd gik ud på, at man under Covid-19 nedlukningen tillod trænere at komme ind på serveren. Og Heroics træner, Nicolai “HUNDEN” Petersen, havde opdaget en bug i spillet, der gjorde det muligt for ham at se hele banen.

Han kunne derved hele tiden se modstandernes spillere og dermed formidle til sine spillere, hvor på banen de skulle rykke hen. Det kunne ikke bevises, at spillerne, bortset fra en – Nikolaj ‘niko’ Kristensen – var vidende om trænerens udnyttelse af en bug, så kun HUNDEN blev straffet og alle nægtede, at de resterende spillere på holdet var i ledtog.

Kan du se spilleren nederst i midten af billedet? Han spillede for Astralis, og ham og resten af holdet kunne Heroics træner se igennem hele kampen. Screenshot taget fra linket til billedet.

Han blev idømt 8 måneders karantæne, som han afsonede, og derpå vendte han tilbage. Så alt var igen fryd og gammen. Indtil sagen gik ind i sin anden akt.

Intern krig bryder ud

Kort efter annoncerede HUNDEN nemlig, at han trak sig fra Heroic, og nu kom det for alvor til et sammenstød, for Heroic mente at have fundet beviser på, at HUNDEN havde delt holdets strategier med Astralis. HUNDEN og Heroic røg i retten, og HUNDEN blev idømt to års karantæne fra CS:GO.

Han ændrede nu forklaring og hævdede, at alle spillerne var med i komplottet. Og selvom det virker som den mest sandsynlige forklaring, har det endnu været svært at løfte bevisbyrden.

Når det kan betegnes som en af de største skandaler i dansk sport, skyldes det ikke blot sagen i sig selv, men også Nicolai “HUNDEN” Petersens ry. Han var en af de mest afholdte personer på CS:GO-scenen, som havde været med til at bygge sporten op til sin nuværende popularitet. Mange så det derfor som et enormt moralsk fald fra tinderne, som få havde set komme.

HOLD KURSEN 1070-1100

En af de største skandaler i dansk sport foregik ikke på banen, men uden for. Det skete i 2017, da der faldt dom i en sag, der tog sin start helt tilbage i 2009. Her blev der åbnet en sag mod daværende bestyrelsesformand i Parken, Flemming Østergaard, og adm. direktør i Parken, Jørgen Glistrup, der begge var mistænkt for kursmanipulation i perioden 2007-2009.

Anklagerne kom på baggrund af, at de begge to havde opkøbt aktier i Parken og i interne mails havde diskuteret kursniveauet. I en af disse mails skrev Flemming Østergaard eksempelvis til sin direktør “HOLD KURSEN 1070-1100″. På den baggrund lød anklagerens påstand, at de to havde forsøgt at holde kursen kunstigt oppe, og beviserne var altså tilstrækkelige til, at anklageren fik medhold.

I første omgang lød dommen på henholdsvis 4 og 6 måneders ubetinget fængsel samt en bøde til selskabet Parken på 1 million kroner. Dommen blev dog anket af Don Ø og Glistrup, der søgte frifindelse.

Sådan kom det ikke til at gå. I Østre Landsret blev dommen tværtimod skærpet til 1½ års ubetinget fængsel til de to, ligesom bøden til Parken blev hævet til hele 13 millioner kroner.

En tydeligt chokeret Flemming Østergaard udtrykte efterfølgende ved flere lejligheder sin manglende forståelse for dommen, og hele sagen blev ikke blot et spektakel i forhold til selve dommen; også livet i fængslet var et emne, som medierne ivrigt gravede i.

Verhagen, den falske fodboldspiller

En af de største skandaler i dansk sport fandt sted for ganske nylig. I den daværende 1. divisionsklub Viborg troede man i november 2019, at man havde gjort et kup. Klubben var nemlig blevet stillet i udsigt at kunne hente den 25-årige Bernio Verhagen uden en transfersum og med stor sandsynlighed både videresælge ham til Kina efter kort tid og styrke sit agent- og fodboldnetværk.

Kort efter begyndte medier dog at grave i Verhagens fortid, der mildest talt så broget ud. På 10 måneder havde han repræsenteret fem forskellige klubber uden at få en eneste debut, og på fodboldbanen mente de nye klubkammerater ikke, at Verhagen overhovedet lignede en fodboldspiller.

Jo mere, der blev gravet i historien, jo flere løgnehistorier blev afsløret, blandt andet fra en håndfuld andre danske klubber, som Verhagen hævdede at have repræsenteret, men som aldrig havde set manden.

Efter blot 11 ophævede en pinligt berørt sportschef i Viborg, Jesper Fredberg, Verhagens kontrakt. Klubben var blevet godt og grundigt tørret, men for alle andre end Viborg-fans var det mest en kuriøs og sjov historie. Det blev det dog ikke ved med at være.

Efterfølgende blev Verhagen nemlig både anklaget for at frihedsberøve, overfalde og røve sin daværende kæreste, og Verhagen blev varetægtsfængslet, mens sagerne hobede sig op med tiltaler for bedrageri, dokumentfalsk, røveri, voldtægt og tilmed også flugt, da det lykkedes ham at stikke af fra politiet i Holstebro. Da Verhagen endelig blev dømt, lød dommen på ubetinget fængselsstraf i et år og tre måneder.

Efter afsoningen smuttede Verhagen til Sydamerika. Her blev han igen knaldet for forsøg på svindel og bedrageri i Colombia, hvor han måtte reddes af politiet fra en gruppe prostituerede, han havde forsøgt at svindle. Det sidste ord er næppe skrevet om Bernio Verhagen.

Det var de største skandaler i dansk sport, vi havde valgt at bringe. Vi håber, du er blevet underholdt og en smule klogere.

Læs mere om de relaterede emner:

18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening