De Største Fejlkøb i Fodbold

Spillere, der har kostet millioner pr. spillet kamp, spillere, der faldt igennem med et BRAG, og spillere, der knap nok kunne betegnes som fodboldspillere. Vi har gennemgået de største fejlkøb i fodbold og endevendt de værste transfers i historien løb. Læs med i denne rutschebanetur, der ganske vist mest går nedad.

Den er kontroversiel, vi ved det, men vi peger på Neymar som et af de største fejlkøb i fodbold nogensinde. Ligesom i fodboldoverførslernes verden involverer sportsvæddemål at lave forudsigelser baseret på tilgængelig information, men alligevel kan resultaterne være lige så uforudsigelige. Platforme som Betfair og bet25 giver fans plads til at engagere sig i dette aspekt af sporten, hvilket afspejler de høje indsatser og usikkerheder, som fodboldklubber står over for på transfermarkedet.

Neymar sign up
Foto: Antoine Dellenbach, CC-SA 2.0

Sådan har vi udvalgt de største fejlkøb i fodbold

Med de astronomiske beløb, der florerer i fodbold, er der selvfølgelig rigeligt med plads til at pisse store formuer væk. Derfor er der virkelig mange kandidater at vælge imellem, og vi kunne uden problemer have lavet en top 50 over de største fejlkøb og alligevel følt, vi udelod “gode” kandidater. Men der skal trækkes en linje et sted, så vi har lavet en top 10 over historiens største fejlkøb ud fra følgende kriterier.

Pris + løn

Det vigtigste parameter for at vurdere de største fejlkøb i fodbold er nu engang, hvad spilleren kostede. De store klubber køber hvert år spillere, som de ved, der har lav sandsynlighed for at klare sig på topniveau, men som alligevel kan være gode investeringer i form af videresalg.

Men med de største handler følger tårnhøje forventninger. Derfor er de fleste spillere på listen taget med på grund af deres prismærke kontra det lave output, de endte med at levere.

Niveau

Enkelte af de største fejlkøb i fodbold skilte sig ud, fordi spilleren simpelthen viste sig at være rystende ringe i forhold til forventningerne. Et eksempel fra vores egen andedam er Giovanni Rector, der blev hentet til Brøndby fra belgisk fodbold, og om hvem en belgisk journalist måbende sagde, at han ikke havde niveau til den tredjebedste række i Belgien.

Så vi har også inddraget spillere på listen over de største fejlkøb i fodbold, hvis niveau har været så katastrofalt ringe, at det i sig selv er en god historie, også selvom de måske ikke var så dyre igen.

PR og negativ opmærksomhed

Det sidste parameter, vi har valgt de værste fodbold transfers ud fra, er hvor stor en PR-mæssig fiasko, det var for klubben. Var transferen så dårlig, at den var meme-værdig? Et eksempel på dette, som dog kun klarede sig til vores honourable mentions, er Winston Bogarde.

Den hollandske forsvarsspiller blev købt relativt billigt til Chelsea fra AC Milan i 1997, men hans løn var tårnhøj.

Meget hurtigt gik det op for Chelseas ledelse, at de havde købt katten i sækken, og i de næste fire år forsøgte de af al magt at presse Bogarde ud, blandt andet ved at lade ham træne med reserve- og U19-holdet. Bogarde var dog kølig og udtalte jævnligt til pressen, at han gerne nøjedes med at træne med børn til 400.000 om ugen.

I fire år var Chelsea klubben, alle grinede af, indtil kontrakten løb ud og Bogarde smuttede. I dag, hvor PR betyder mere end nogensinde, har vi også taget enkelte handler med, fordi de var en PR-mæssig katastrofe. Og derfor underholdende.

Fernando Torres

Liverpool-Chelsea for 469.638.000 kroner (2010)

En af de første kandidater på vores liste over de værste fodbold transfers er i den grad kandidat på baggrund af sit prisskilt, nemlig Fernando Torres. De russiske olie rubler i Chelsea er ofte blevet brændt af på flops, men blandt de største flops er spanieren, der blev hentet for 470 millioner kroner hos liga rivalen Liverpool.

Liverpools fans var rasende, men det havde de måske ikke grund til at være. For ledelsen i Liverpool vidste noget, som deres ditto i Chelsea ikke gjorde, nemlig at skader og slid havde hæmmet Torres på en af hans forcer, nemlig farten. Som fast spiller siden han var 17, var Torres’ fodboldben adskillige år ældre end de 26 år, som passet sagde, da Chelsea slog til.

I de næste 3½ år nåede Torres 172 kampe, hvori det blev til undervældende 45 mål. I 2022-priser er Torres den næst dyreste spiller i Premier Leagues historie. Når man tilmed holder sig for øje, at pengene gik direkte i en konkurrents pengetank, har vi efterhånden en del solide argumenter for, at Torres’ skifte er en af de værste handler i fodboldens historie.

Pris i 2022-priser: 1.293 milliarder kroner

Andriy Shevchenko

AC Milan-Chelsea for 352.250.800 kroner (2006)

Vi skal ikke rejse langt for at finde den næste kandidat på listen over de værste fodbold handler. Fire år inden, man forsøgte sig med Torres, havde Chelsea nemlig den store tegnebog ude for at sikre sig den ukrainske skarpretter Andriy Shevchenko i AC Milan.

Shevchenko havde i det italienske nettet 175 gange i 322 gange, men det var alligevel et satset køb, for da han blev hentet, var han tæt på sin 30-års fødselsdag. Og det blev da også en mindre katastrofe både økonomisk og spillemæssigt, for Shevchenkos bedste dage lå langt tilbage i tiden.

Shevchenko kunne efter fire sæsoner i Chelsea, hvoraf en enkelt blev tilbragt på lån til AC Milan gøre status: 77 kampe og 22 mål blev det til. Han kunne derfor stille sig i kø med angribere som netop Torres, Hernan Crespo, Mateja Kezman og Adrian Mutu, der alle blev hentet under stor bevågenhed, og som alle fejlede på det grummeste.

På nutidens marked er Shevchenko-handlen den 4. største i Premier League. Og det er et tæt løb mellem ham og Torres om, hvem der er den værste handel i fodbold.

Pris i 2022-priser: 1.218 milliarder kroner

Andriy Shevchenko

Shevchenko kom aldrig op at flyve for Chelsea. Foto: Виктория Сидорова, CC-SA 3.0

Eden Hazard

Chelsea-Real Madrid for 802.800.000 kroner (2019)

Det havde været længe undervejs, da Eden Hazard efter et par års flirt med Real Madrid endelig skiftede til den spanske hovedstadsklub. Skiftet kom ikke som en overraskelse, for den belgiske kreatør havde længe talt varm om Real Madrid som en drømmeklub.

Starten i Real Madrid blev dog ikke den mest opløftende, da Hazard hurtigt løb ind i den første af mange skader. Den slags kan være svært at gardere sig imod og er svært at holde en spiller ansvarlig for.

Til gengæld er det ikke svært at holde en spiller ansvarlig for at dukke op til sæsonstart i denne form, hvilket ikke blev mødt med stor forståelse fra hverken trænerstab eller klubbens fans.

Det kom da også frem, at Hazard aldrig havde brudt sig særligt meget om træningen til daglig. I Chelsea gik det som bekendt fint med en laissez-faire tilgang til den slags. I Real Madrid? Knap så godt.

Hazard har været tre år i Real Madrid, hvor det er blevet til sølle 65 kampe, 6 mål og 10 assists. Det er mildest talt et ringe output for 800 millioner dask, og det er nok til en placering på listen over de dårligste indkøb i fodbold nogensinde.

Pris i 2022-priser: 802.800.000 kroner

Jack Rodwell

Manchester City-Sunderland for 101.152.800 kroner (2014)

Vi rykker ned i niveau for at finde næste kandidat på listen over de største fejlkøb i fodbold. En del ned i niveau. I 2014 hentede Sunderland AFC blandt andre Jack Rodwell i forsøget på at rykke væk fra den evige nedrykningsfare, klubben befandt sig i. 24-årige Rodwell havde som ung været et enormt talent, og selvom han havde skuffet i Manchester City, blev det opfattet som et scoop, at man kunne hente ham til klubben.

Det var dog alt andet end det. Tre år senere rykkede Sunderland ned i Championship, og det var for længst gået op for fodboldverdenen, at han var endnu et af mange unge talenter, der var blevet hypet til et niveau, han slet ikke var i nærheden af.

Efter et år i Championship rykkede Sunderland på ufattelig vis ned igen – denne gang til League One. Klubbens regnskaber var et mareridt, og stort set samtlige spillere forlod klubben. Men ikke Rodwell. Sunderland havde ikke fået en klausul i hans kontrakt, der bød ham at gå ned i løn, hvis nedrykningen – eller nedrykninger! – blev en realitet.

Derfor stod man nu med en spiller, der hævede 600.000 kroner om ugen, og som nægtede at genforhandle eller ophæve sin kontrakt trods utallige møder med klubben og nærmest tryglende fans. Hvad værre var, at han i sin første sæson i League One spillede blot to kampe.

Sunderland befinder sig i dag stadig i League One og kæmper år efter år for at komme tilbage i Championship. 30-årige Rodwells kontrakt udlløb i 2019, og han tørner i dag ud for Western Sydney Wanderers i Australien. Vil du se omfanget af Sunderlands mareridt, kan vi anbefale dokumentarserien – eller gyseren, om man vil – ‘Sunderland Till I Die’.

Pris i 2022-priser: 181.945.049 kroner

Andy Carroll

Newcastle-Liverpool for 329.148.000 kroner (2011)

Vi har allerede vendt, hvordan Chelsea pumpede enorme summer i rivalen Liverpool, da de hentede Fernando Torres. Og hvordan brugte Liverpool så de penge? Dårligt. Så dårligt, at vi har at gøre med en klar finalist på listen over de største fejlkøb i fodbold.

På januar-vinduets sidste dag i 2011 kunne klubben annoncere købet af Andy Carroll, der havde fået et mindre gennembrud for Newcastle samme sæson med 11 mål i 17 Premier League kampe. Det kom dog som et chok, at Liverpool betalte over 300 millioner kroner for Carroll, hvilket var et uhørt beløb for en spiller, der trods alt endnu ikke havde spillet 40 Premier League kampe.

Carroll blev da heller ingen succes. Det blev i alt til blot 58 kampe for Liverpool med 11 mål og en række rædselsfulde optrædener til følge, og blot to år efter røg han videre til West Ham for lidt over en tredjedel af, hvad Liverpool havde betalt for ham.

Pris i 2022-priser: 906.404.801 kroner

Philippe Coutinho

Liverpool-FC Barcelona for 1.164.060 kroner (2018)

Da PSG chokerede fodboldverdenen ved at aktivere Neymars frikøbsklausul, skulle en Barcelona-ledelse i granatchok hurtigt ud og finde erstatninger. På bedste Bartomeu vis skete det ved at smide nogle milliarder på såret og krydse fingre.

En af spillerne, man hentede ind, var Philippe Coutinho, som havde gjort det fremragende for Liverpool. Kritikere pegede på, at der dog ikke rigtig så ud til at være plads i Barcelonas system til en spiller som Coutinho, men talent fornægter sig vel ikke? I dette tilfælde gjorde det desværre.

Coutinho lignede en hund i et spil kegler, når han var på banen, og Barcelonas balance forduftede med ét, når han var i startopstillingen. Efter blot halvandet år i klubben røg Coutinho for første gang på lån til Bayern München, og senere tog han så på en lignende aftale til Aston Villa.

Barcelona forsøgte gang på gang at afhænde Coutinho permanent, men Bartomeu havde – selvfølgelig – givet ham en guldrandet kontrakt, som ingen andre ville betale.

Coutinho har formentlig spillet sin sidste kamp for Barcelona, og spørgsmålet er nu, om klubben kan hente en brøkdel af udgifterne til ham ind igen. Facit for Blaugrana blev 106 kampe, 25 mål og 14 assists.

En smule undervældende for en spiller, der i løn og transferpris skønnes at have kostet klubben 1½-2 milliarder kroner. På den baggrund er Philippe Coutinho en af to Barcelona-spillere, der kan betegnes som en af de værste fodbold transfers nogensinde.

Pris i 2022-priser: 1.177 milliarder kroner

Ousmane Dembele

Dortmund-FC Barcelona for 1.003.500.000 kroner (2017)

Den anden Barcelona-spiller, vi rangerer blandt de værste fodbold handler i historien, er Ousmane Dembele, der kom til klubben året før Coutinho.

På banen stod det egentlig ikke rædselsfuldt til for Dembele med omkring 150 kampe og nogle-og-60 mål og assists tilsammen. Problemet er, at det er på hele fem sæsoner, hvilket vidner om en mand, der har tilbragt alt for megen tid hos fysioterapeuterne.

Læg dertil, at Dembele flere gange har lagt sig ud med både fans og trænerstab for sin til tider krukkede attitude, og du står med endnu en Bartomeu classic. En spiller købt til håbløs overpris og med lukkede øjne for nogle af de risici, der var ved spilleren, såsom problemer med disciplinen.

Det skal siges, at Ousmane Dembele i skrivende stund er et par måneder fra at have kontraktudløb i FC Barcelona efter at have afvist flere tilbud om forlængelser. Holder det, vil Barcelona alene i indkøbspris have betalt over 200 millioner pr. sæson for at have ham tilknyttet.

Ousmane Dembele vs Real Valladolid

Skulle Dembele vende på en tallerken og forlænge, er der selvfølgelig en chance for, at han kan spille sig af vores liste over de værste fodbold handler nogensinde. Hvilket vi er sikker på vil være en stor motivationsfaktor for ham.

Pris i 2022-priser: 1.015 milliarder kroner

Ousmane Dembele og Coutinho kostede tilsammen ca. det samme som Neymar. Det ligner ikke et lykkeligt bytte. Foto: www.realvalladolid.es, CC-S.A. 4.0

Ali Dia

Blyth Spartans-Southampton FC for 0 kroner (1996)

Den billigste brøler på listen over de værste fodbold transfers nogensinde er også den sjoveste, og derfor kommer legenden Ali Dia med i det fine selskab.

I 1996 ringede den nyligt kårede verdens bedste fodboldspiller, George Weah, til Southamptons manager Graeme Souness. Weah fortalte om sin talentfulde fætter Ali Dia, der netop havde scoret to mål for det senegalesiske landshold.

Souness var overbevist og hentede Dia på en kort kontrakt i Blyth Spartans, hvis største bedrift nogensinde er at nå til femte runde i FA-Cuppen. Ali Dia blev skiftet ind mod Leeds. Og skiftet ud igen 53 minutter senere efter en indsats, der var så bizar, at de fleste fodboldinteresserede tog notits.

Det viste sig, at Ali Dia havde havde haft gang i et godt gammeldags scam. Det var ikke Weah, der havde ringet til Souness, Dia havde 0 mål og optrædener for Senegal, og kontrakten blev hurtigt revet over.

I dag står vi bare tilbage med minderne og ørehængeren sunget af Southamptons fans. “Aaali Dia, he’s a liar, he’s a liar.”

Pris i 2022-priser: 0 kroner men virkelig mange memes og overarbejdstimer til kommunikationsteamet

James Rodriguez

AS Monaco-Real Madrid for 602.100.000 kroner (2014)

Det var klassisk Florentino Pérez, da VM 2014 var overstået. Man havde ganske vist Angel di Maria, der havde været involveret i 36 mål i den forgangne sæson, men nu havde en ung colombianer ved navn James Rodriguez vist sig frem for Monaco og under VM-slutrunden, og hvem ville ikke gerne ønske sig noget nyt, skinnende legetøj.

Så di Maria blev afskibet og 600 millioner blev overført til AS Monaco for den offensive kreatør, der da også gjorde det godt i den første sæson. I de to efterfølgende dalede niveauet dog gevaldigt, og da han samtidig ivrigt brokkede sig til pressen, var det ved at være slut med eventyret.

Rodriguez blev udlejet til kontrakten løb ud, og Everton hentede ham gratis. 125 kampe i den hvide trøje blev det til for spilleren, der i løn og transfergebyr kostede omkring en milliard kroner.

I dag tørner 30-årige James Rodriguez ud for mægtige Al-Rayyan SC i den bedste saudiske række.

Pris i 2022-priser: 1.083 milliarder kroner

Neymar

FC Barcelona-PSG for 1.782.216.000 kroner (2018)

ENDELIG er FC Barcelona på den rigtige side på denne liste. Og vi er med på, at denne her er kontroversiel, for i 141 kampe i Paris SG har han imponerende 157 mål og assists.

Problemet for Neymar og PSG er bare, at Neymar i tiden i PSG har misset 104 kampe, eller hvad der svarer til 42% af alle kampe. I transferpris alene har den 30-årige spiller har i skrivende stund kostet PSG 12.730.114 pr. kamp. Læg dertil at han tjener en ugeløn på over 11 millioner kroner og vi nærmer os altså rundt regnet 24 millioner kroner pr. kamp spillet efter fire år i det franske.

Nuvel, PSG er en af de klubber, der med hånden på hjertet kan sige, at økonomi rager dem en høstblomst. Men lige så lidt økonomisk givende, Neymar har været for den franske hovedstadsklub, lige så få pokaler med de store ører har han sparket til klubben. Og det var reelt, hvorfor han blev hentet til klubben.

Læg dertil at tiden i PSG mildest talt har været stormombrust med slagsmål med fans, modspillere, pjæk fra træning og kampe omkring søsterens fødselsdag og senest pibekoncerter og trusler mod spillere fra klubbens ultras, og vi mener, at han er en værdig kandidat på listen over de dårligste fodbold handler nogensinde.

Pris i 2022-priser: 1.802 milliarder kroner

Forhåbentlig er du blevet både underholdt og lidt klogere af vores liste over de største fejlkøb i fodbold. Vi slutter af med 20 boblere, der kunne have nået på listen over største fejlkøb i fodbold, hvis vi havde haft mere plads at gøre godt med.

Største fejlkøb i fodbold boblere

Alle priser er den oprindelige købesum ikke omregnet til nutidens prisleje:

Zlatan Ibrahimovic Internazionale → FC Barcelona for 557.946.000 kroner + Eto’o (2009)
Paul Pogba Juventus → Manchester United 843 mio. kroner (2016)
Denilson São Paulo → Real Betis 253 mio. kroner (1998)
Kepa Arrizabalaga Athletic Bilbao → Chelsea 642 mio. kroner (2018)
Harry Maguire Leicester City → Manchester United 698 mio. kroner (2019)
Luka Jovic Frankfurt → Real Madrid 492 mio. kroner (2017)
Gaizka Mendieta Valencia → Lazio 385 mio. kroner (2001)
Massimo Taibi Venezia → Manchester United 0 kroner (1999)
Danny Drinkwater Leicester City → Chelsea 304 mio. kroner (2017)
Gonzalo Higuaín Napoli → Juventus 723 mio. kroner (2016)
Álvaro Morata Real Madrid → Chelsea 530 mio. kroner (2017)
Alexis Sanchez Arsenal → Manchester United byttehandel (2018)
Winston Bogarde Milan → Chelsea 30 mio. kroner (1997)
Káká AC Milan → Real Madrid 538 mio. kroner (2009)
Benjamin Mendy Monaco → Manchester City 460 mio. kroner (2017)
Carlos Tevez Boca Juniors → Shanghai Shenshua 80 mio. kroner (2017)
Juan Sebastian Veron Lazio → Manchester United 342 mio. kroner (1999)
Angel di Maria Real Madrid → Manchester United 602 mio. kroner (2014)
Gianluigi Lentini Torino → AC Milan 77 mio. kroner (1992)
Joelinton Hoffenheim → Newcastle 353 mio. kroner (2019).

Læs mere om de relaterede emner: