Joe Frazier tilgav aldrig Muhammad Ali, der i årevis nedgjorde ham for at få et psykologisk overtag. Andre, som Björn Borg og John McEnroe, var bitre rivaler, men blev efterfølgende venner uden for banen. Vi gennemgår de største sportsrivaliseringer nogensinde.
Muhammad Ali og Joe Frazier – Fra venner til bitre fjender
Muhammad Ali og Joe Frazier nåede i alt at møde hinanden tre gange i løbet af karrieren, og alle tre kampe var episke. Kuriøst nok lagde de to rivaler fra land som venner, efter at den to år yngre Frazier i 1971 slog Muhammad Ali på knockout i 15. runde i en stort anlagt kamp i Madison Square Garden.
Begge boksere modtog $2,5 millioner, eller hvad der svarer til $17,7 millioner kroner i dag, for besværet, og det var rekord. Kampen blev kaldet “fight of the century”, men den skulle altså senere blive overgået af de to.
Den karismatiske og åbenmundede Muhammad Ali var i slut-60’erne blevet frataget sin titler og kæmpede imod fængselsstraf, efter han havde nægtet at gøre tjeneste i Vietnam-krigen.
Ali havde i denne periode fået flere økonomiske håndsrækninger fra Frazier, der ønskede at få Ali tilbage til boksning. Sagen gjorde Muhammad Ali til en frontfigur blandt venstrefløjens millioner af modstandere mod krigen, som i deres øjne var illegitim, og Ali havde ingen problemer med at engagere sig i politiske debatter.
Hans modstykke og tidligere donator, Joe Frazier, yndede sjældent at udtale sig om andet end boksning, og som en del af den psykologiske krigsførelse, Muhammad Ali var så kendt for at udsætte sine modstandere for, begyndte Ali i stigende grad at sværte Frazier til for rullende kameraer og beskyldte ham blandt andet for at være en republikansk nikkedukke. Forestil dig, hvis du kunne have sat et væddemål på disse historiske kampe dengang. I dag gør platforme som Betsson og Unibet det muligt at engagere sig i sport på en unik måde.
Den psykiske terror tager til
Formlen var stort set den samme op til møderne mellem de to. Ali gav den fuld gas med stort opsatte pressemøder, hvor han digtede, sang og rappede sig igennem en række kreative udbrud mod Frazier, der som regel svarede afdæmpet tilbage. Indtil han ikke gjorde. I 1974 fik Ali sin revanche, da de to endnu engang mødtes i Madison Square Garden, og Ali vandt enstemmigt på point.
Året efter var det Fraziers tur til at søge revanche i det, mange kalder den største boksekamp nogensinde. Op til kampen i Manila, Filippinerne, The Thrilla in Manila, gav Ali den endnu et nyk opad med svinerne. “En grim gorilla”, “tung” og “dum” var blot nogle af de mange udsagn, Frazier måtte stå model til.
Selve kampen udviklede sig til den rene tortur for begge. Ikke blot var der brandvarmt i salen, luftfugtigheden var tårnhøj, og det drev nærmest ned af begge boksere, inden kampen overhovedet var begyndt.
Selve boksekampen mindede mest af alt om en Rocky-film, hvor begge boksere fokuserede mere på at gøre maksimal skade på modstanderen end på at forsvare, og efterfølgende udtalte Ali, at han aldrig havde været tættere på at dø end i de 15 runder, hvor de to sværvægtere pinte hinanden. I 15. omgang fik Frazier en øjenskade, og Ali vandt på teknisk knockout. Verdensmesterbæltet var hans igen.
Efter kampen forsøgte Ali ved flere lejligheder at undskylde til Frazier, men Frazier havde ingen intentioner om at tage imod den udstrakte hånd. Frazier tilgav aldrig Ali, selv ikke efter Ali blev diagnosticeret med Parkinsons. Frazier døde i 2011, og Ali kom til begravelsen.
Alain Prost og Ayrton Senna
“Senna ønskede at ødelægge mig.” Sådan opsummerede Alain Prost de to Formel 1-køreres intense rivalisering over knapt et årti mellem 1984-1993. I dag er der bred enighed om, at det er den mest forbitrede rivalisering i Formel 1-sporten og en af de største sportsrivaliseringer overhovedet.
I alt 116 gange mødtes de to i perioden, og en sports rivalisering kunne næsten ikke være tættere: 54 gange vandt Prost, mens Senna vandt 50. 12 af løbene formåede ingen af de to at færdiggøre.
Rivaliseringen mellem de to startede omkring 1984, hvor de kørte for hver sit hold. Men det var ironisk nok først, da de kørte på samme hold i slut-80’erne, at det stak af. På trods af, at de var holdkammerater, kom det til en række drabelige dueller på racerbanen såvel som verbale sammenstød uden for banen.
I 1989 blev forholdet mellem de to så endegyldigt ødelagt. I sæsonens 15. og næstsidste løb på Suzuka-banen i Japan, skulle Prost, der førte i den samlede stilling, forsøge at holde føringen foran først og fremmest holdkammeraten Senna bag sig. Kunne Senna vinde dagens løb samt det sidste, ville han løbe med titlen.
Duoen tog hurtigt føringen, og det resterende felt blev irrelevant. Med bare syv runder tilbage gik det galt. Senna fik chancen for at stikke forbi Prost, men Prost nægtede at give sig. Resultatet blev, at de to biler bogstaveligt talt blev låst fast i hinanden. Prost udgik af løbet, og så længe Senna gjorde det samme, var mesterskabet Prosts.
Men Senna beordrede sit mandskab at køre i pit, hvor han fik lappet bilen sammen, og fortsatte. Efter flere dramatiske overhalinger lykkedes det ham at vinde løbet, men afviklerne diskvalificerede ham for at have skåret svinget i en chikane. Et langt efterspil påbegyndte, men da røgen havde lagt sig, stod diskvalificeringen ved magt, og Prosts mesterskab var en realitet.
Prost flygter
Forholdet var nu så slemt mellem de to, at Prost forlod holdet, fordi han ikke kunne holde ud at arbejde i så fjendtligt et miljø. Og da Prost efterfølgende skiftede til Williams, fik han skrevet i sin kontrakt, at det ikke kunne komme på tale, at Senna skiftede til samme hold. Det fik Senna til at kalde Prost for en “kujon”.
Året efter stak det endnu engang af. I årets sidste løb var det nu Senna, der førte, og Prost, der skulle vinde for at overhale i den samlede stilling. Senna startede i pole position, Prost som nummer to. Alvoren var tydelig for begge, for i løbets allerførste sving kørte de sammen, smadrede deres køretøjer imod hinanden og måtte udgå – denne gang med Senna som samlet vinder.
Prost trak sig tilbage i 1993, og i den forbindelse skete der en vis forbrødring, da en storsindet Senna, der havde vundet løbet, der var Prosts sidste, inviterede Prost på podiet.. Året efter fik Senna en tragisk afslutning på karrieren, da han kørte galt i San Marino Grand Prix og blev erklæret død på hospitalet senere samme aften.
Det var en trist afslutning på en af de største sportsrivaliseringer, og Prost udtrykte efterfølgende flere gange sin skuffelse over, at hvad han mente var blevet til en forsoning mellem de to aldrig blev en del af mediernes narrativ.
Ild mod is – John McEnroe mod Björn Borg
Det var selve grundelementerne, der mødtes, da en af de største sportsrivaliseringer i tennis fandt sted i tre år mellem 1978-1981. John McEnroe var blot 19 år, da han første gang mødte – og slog – den tre år ældre stjernespiller Björn Borg.
Det var i en semifinale i Stockholm Open, og det skulle blive den første af i alt 14 opgør på touren mellem de to rivaler over de næste tre år. Da røgen havde lagt sig var facit 7 sejre til hver af de to spillere, der ikke blot stod godt til hinanden, men som både på og uden for banen repræsenterede to helt forskellige stilarter.
Borg var fra midten af halvfjerdserne den ubestridt bedste tennisspiller i verden med hele 11 Grand Slams mellem 1974-81. Selvom Borg faktisk havde et rasende temperament, havde han brugt megen tid med sin mentaltræner på at tøjle det og ikke vise følelser, når han tabte.
Derfor blev han kendt som den kølige – eller is-delen af ild og is-rivaliseringen, som medierne hurtigt døbte duellen mellem ham og McEnroe. McEnroe var nemlig alt andet end kølig.
Hvor Borg måtte tøjle raseriet for ikke at modarbejde sig selv, syntes McEnroe oftest at nære sig ved sine enorme følelsesudbrud. På ægte amerikansk manér var det lige så meget en forestilling som en tenniskamp, når McEnroe slap tøjlerne løs og gav konstruktiv kritik til dommerne.
Den mest ikoniske kamp mellem Borg og McEnroe fandt sted i Wimbledon finalen i 1980. Hjemmepublikummet satte ikke ligefrem pris på McEnroes klovnerier – briter bryder sig sjældent om, når amerikanere piller ved “deres” kulturfænomener – og McEnroe var under store dele af turneringen blevet buhet ad, når han åbnede munden.
Det samme skete i finalen, hvor arrangørerne gentagne gange måtte bede publikum være stille.
Den brandvarme amerikaner smelter de kolde briter
I første sæt smadrede McEnroe en tilsyneladende rystet Borg med 6-1. Svenskeren kom dog tilbage og førte med 2-1 i sæt, da han i fjerde sæt havde muligheden for at afgøre kampen. Men i en vanvittig, 20 minutter lang tie-break lykkedes det for McEnroe at vinde 18-16 og overleve en række matchbolde.
Selv det fjendtligt stemte hjemmepublikum begyndte at holde buh-råbene tilbage, og da McEnroe tabte det femte og afgørende sæt, fik begge spillere stående ovationer. En knust McEnroe skulle senere få hævn.
Samme år vandt McEnroe US Open finalen over Borg, og det samme gentog sig året efter. Ved US Open gjorde nederlaget så ondt på Borg, at han forlod stadion uden det aftalte pressemøde efter kampen – han hoppede direkte i lufthavnen.
En handling han senere undskyldte for. Faktisk vandt Borg aldrig US Open, og i Grand Slam regi endte duellen 3-1 til den iltre amerikaner. Borg trak sig allerede som 26-årig tilbage som tennisspiller, selvom McEnroe forsøgte at få ham på andre tanker.
De to spilleres sports rivalisering udviklede sig senere til et venskab. Da Borg, som flere gange havde rod i økonomien, i 2006 ville bortauktionere en række klenodier, var det McEnroe, der fik ham talt på bedre tanker.
Øst mod Vest – Boris Spassky og Bobby Fischer
“Man bør ikke blande sport og politik,” lyder det ofte fra visse folk. Eksempelvis når man fra politisk hold skal forsvare galskaben i at afholde et VM i fodbold i en menneskerettighedsfjendsk og korrupt land som Qatar. Hvad disse personer overser – eller bevidst ignorerer – er, at sport og politik altid har været fedtet ind i hinanden.
Fra Hitlers OL i Berlin, hvor han ønskede at fremvise den overlegne, hvide race – hvilket afroamerikaneren Jesse Owens ikke var helt på linje med – over terrorangrebet ved OL i München i 1972 til udelukkelsen af sorte og latinoer fra amerikanske sportsgrene eller et af de tusind andre eksempler, man kan finde, har politik altid sneget sig ind i sportens verden. Således også i 1972, da to skakspillere pludselig fik to modsatrettede verdensanskuelser på deres skuldre.
Sovjetunionen har altid haft en stolt skak-tradition. Skak var for dem, hvad fodbold er for danskerne: en nationalsport. Faktisk regnedes der med at være omkring 4.000.000 skakspillere i Sovjetunionen mod omkring 35.000 i USA omkring tidspunktet, da Bobby Fischer begyndte at bryde igennem.
Fischer var et ægte skakgeni, der allerede som 14-årig havde kunnet lade sig hylde som den yngste mester i USA nogensinde. Han var også – mildest talt – excentrisk og havde flere perioder med stor emotionel stabilitet. Det vender vi tilbage til.
Op til VM i Island i 1972 nåede Fischer en serie på 19 sejre i træk, herunder en 6-0 sejr over den største danske skakspiller nogensinde, Bent Larsen. I takt med at rygterne om Fischers talent begyndte at sprede sig i USA, begyndte man i visse kredse at overveje, om han kunne bruges i propagandaøjemed.
Efter 2. Verdenskrig havde Sovjetunionen domineret skakscenen nærmest uudfordret, men nu stod USA – eller Vesten om man vil – med et stærkt kort på hånden.
Det bliver eksplosivt på vulkanøen
Til at begynde med var Fischer dog lunken ved at skulle stille op mod den regerende mester, Boris Spassky. Men han lod sig overtale af daværende udenrigsminister Henry Kissinger samt udsigten til en forhøjet præmiepulje, der blev spædet til med $125.000.
I Reykjavik fik Fischer dog en katastrofal start med et par bizarre og forsmædelige nederlag i opgøret mod Spassky, hvor det på forhånd var blevet aftalt, at man spillede bedst af 24 partier, altså først til at nå 12½ point.
Hans besynderlige temperament begyndte også at vise sig blandt andet med anklager om, at kameraerne udstødte nogle snurrende lyde, der påvirkede hans koncentrationsevne.
Fra tredje parti fik Fischer dog igen styr på sig selv og Spassky og uddelte herefter flere gedigne omgange skakbank til den forsvarende russiske mester. Ved stillingen 12-8 opgav Spassky, og Fischer blev den første amerikaner til nogensinde at kunne kalde sig verdensmester i skak.
Sejren markerede en ende på 24 år i træk med en sovjetisk mester og satte gang i et globalt skakboom. Fischer blev med ét en verdensstjerne og blev beskrevet som ‘Skakkens Einstein”. Om det var den pludselige stjernestatus eller et excentrisk væsen, der altid havde været der, skal vi lade være usagt. Men faktum er, at Fischer efterfølgende havde flere nedture end opture.
Han blev mere og mere paranoid og spillede ikke en offentlig kamp i 20 år efter sejren. I stedet blev han i den senere tid snarere kendt for sin aparte adfærd, hvilket inkluderede flere antisemitiske udtalelser og Holocaust-fornægtelse – FIscher var selv jøde – og en hyldest af angrebet 11. september 2001.
I 2008 døde Bobby Fischer af nyresvigt på hospitalet i Reykjavik. Tre år forinden var han flyttet til byen, hvor det hele for alvor begyndte.
Boblere – andre bud på de største sportsrivaliseringer
Det var de største sportsrivaliseringer, vi valgte at bringe i denne artikel. Andre bud på nogle af de største sportsrivaliseringer, som vi anbefaler at dykke ned i, er:
Martina Navratilova – Chris Evert (tennis)
Mike Tyson – Evander Holyfield (boksning)
Andre Agassi – Pete Sampras (tennis)
Michael Jordan – Isiah Thomas (NBA)
Tiger Woods – Phil Mickelson (golf)
Roy Keane – Patrick Vieira (fodbold).
Læs mere om de relaterede emner:
